Bestilling af musik

Bestil musikken i god tid! – Ofte er musikerne booket år i forvejen..!!

Levende musik: Den bedste løsning er helt klart en musiker eller et band. Musikeren fornemmer stemningen fra første færd. Hans fornemmeste opgave er at præge festen positivt og tilpasse musikvalget til hver enkelt fest. Han spiller naturligvis til de sange, der evt. måtte komme, og han sørger for, at festen på intet tidspunkt går i stå.

Stil krav til musikeren! Det er din fest, så du bestemmer helt klart, hvilken slags musik der skal spilles. Ofte er det et blandet selskab i alle aldre, så der skal naturligvis være noget til alle, men alle skal også kunne holde ud at høre på musikken. Musikeren er naturligvis klar over dette, og tilpasser  automatisk musikken til selskabet, hvis ikke han får andet at vide.

Men nogle mennesker ønsker f.eks. ikke skålesange – andre gør. Nogle vil ”sejle op ad åen” hele aftenen – andre ikke. Fortæl musikeren hvad du ønsker til din fest, så er man nået et godt stykke på vej til en god aften.

Valg af musiker Den musiker man nu vælger til festen skal naturligvis kunne indfri de ønsker og krav man har til den. Læg mærke til musikken ved de fester, hvor du er med som gæst. Er det musik, du kan lide, så bed om tlf. nr. eller visitkort, så har du det, når han skal bruges.

Holdes festen ude på kro eller restaurant, så lad personalet her vejlede omkring musikken. Husk at et professionelt spisested hører utroligt meget forskelligt musik hver uge. De ved, hvem der lige nøjagtigt passer til din fest, og de ved, hvilke musikere der samarbejder med personalet.

Dog skal man være opmærksom på, at kroen ikke kan garantere eller stå inde for den enkelte musiker, men kun vejlede ud fra de erfaringer man har på stedet – Garantien stiller musikeren!

CD afspiller/ båndoptager: Hvis man ikke har noget imod at tage sit eget anlæg med hjemmefra, er det naturligvis den billigste løsning. Det er trods alt ikke så ofte, man hører om musikanlæg og plader/cd’er, der bliver ødelagt under en fest. Vær her blot opmærksom på, at selv om man ikke ønsker speciel kraftig musik, kræver det dog et rimeligt anlæg for at kunne spille en sal eller endnu værre, et telt op. Sørg endvidere for at få én mand til at passe anlægget og skifte musik, ellers går der kaos i systemet.